Sortebrødreklosteret i middelalderens Holbæk

Akkurat som i mange af de andre danske sortebrødreklostres tilfælde er der lidt uenighed om, hvornår sortebrødrene kom til Holbæk. Ifølge gråbrødrenes krønikeskriver i Roskilde, Petrus Olavi, skete det den 12. september 1275. Af andre sjællandske byer slog sortebrødrene sig ned i Roskilde (1231-34), Næstved (1260’erne) og Helsingør (1441). Desuden fik den tilknyttede nonneorden et sæde i Roskilde 1263 og på Gavnø (syd for Næstved) i 1401. Endelig har der en overgang i midten af 1200­tallet eksisteret et sortebrødrekloster i Vordingborg, samt muligvis endnu et i Slagelse.

Traditionelt hedder det sig, at sortebrødrene anlagde deres klostre i bispestæderne og i “andre intellektuelle og kommercielle centre”. Nogen bispestad har Holbæk aldrig været og uden at ville fornærme datidens Holbækborgere - eller deres efterkommere - er der næppe heller rimelighed i at betragte byen som noget “intellektuelt center”. Bortset fra de store landklostre (såsom Sorø, Esrum og Æbelholt) er der i middelalderen gennemgående ingen tegn på videre intellektuelle aktiviteter uden for de danske stiftsbyer. Men var Holbæk da allerede i 1275 så stor en handelsby, at Prædikantordenen betragtede den som et kommercielt center? I så fald har vi i sortebrødrenes ankomst til Holbæk indikationen på en forbavsende økonomisk vækst, eftersom der næppe kan tales om nogen videre bydannelse førend opførelsen af en kongelig borg engang i midten af 1200-tallet. Alligevel havde Holbæk allerede officiel status af købstad i 1240. Byen lå da også handelsmæssigt godt ved bunden af Isefjorden med et stort landbrugsopland. Selvom borgen (der reelt snarere bør betegnes som en befæstet kongsgård) nok primært blev anlagt som et forbindelsespunkt på vejen til Kalundborg Slot og Dragsholm Slot, så udtrykker den kongelige interesse for Holbæk også en bevidsthed om stedets handelsøkonomiske muligheder. Da først kongens lensmand kunne garantere en smule sikkerhed for driftige handelsfolk ved opankringspladsen i fjorden, blev der snart bygget permanente købmandsgårde uden for borgen, ligesom en mængde håndværkere slog sig ned omkring markedet. Sådanne små lovende købstæder fandtes imidlertid mange steder i landet og selv ved middelalderens slutning menes befolkningstallet i Holbæk ikke at have været på mere end omkring 500; det kan derfor være svært at se byen i tiden op til 1275 som værende af så stor økonomisk betydning, at sortebrødrene af sig selv har søgt hertil.

En mulig forklaring er derfor, at byens førende borgere, på linie med deres kollegaer i en række andre europæiske småstæder, selv har inviteret brødrene til byen for derved at hæve den unge købstads prestige. Da man desuden i Holbæks tilfælde for alvor kan tale om en kongeligt grundlagt og regeret by, er der vel også rimelighed i at formode, at Erik V Glipping (1259-1286) selv har medvirket ved klosteranlæggelsen. Kirkehistorikeren J.O. Arhnung har påvist muligheden af en strid om den gejstlige magt i Holbæk mellem kongen og Roskildebispen i midten af 1200-tallet, og selvom biskoppen nok skulle give tilladelse til en klosterstiftelse i Holbæk, så var sortebrødrene gennemgående kendte for at støtte kongens parti i tidens gentagne stridigheder mellem Kronen og Kirken. Måske kan vi i Holbæk ane en plan hos kongemagten om at skabe et kongeligt alternativ til bispekirkens Roskilde i både økonomisk og gejstlig henseende på en tilsvarende lokalitet ved Isefjorden. Med placeringen af et sortebrødrekonvent i “Kongens Holbæk” blev biskoppens indflydelse i byen i hvert fald stækket markant.

Sortebrødreklosteret i Holbæk blev grundlagt på et hidtil uudnyttet område syd for byen, som brødrene formentlig havde fået af kongen. De fik ikke nogen nem start i Holbæk, thi Petrus Olavi kan berette, at i 1287 »brændte prædikebrødrenes hus og hele byen Holbæk«, og i starten af 1290’erne blev byen hærget af marsk Stig og hans fredløse. Endelig i 1323 kunne biskop Niels af Børglum indvie sortebrødrenes kirke i Holbæk, som blev rejst med økonomisk støtte af kong Christoffer II. Sortebrødrekirken i Holbæk bestod af et enkelt, men relativt højt, skib med syv hvælvinger. Kirken lå, som sædvanen var, i retningen øst-vest, med et tresidet (reelt femsidet) kor i østenden. I indvendige mål var den 32½ m lang, 8 m bred og 11 m høj. Murene var opført i munkesten i en tykkelse af tre lag svarende til 85-90 cm. På ydersiden rejste de såkaldte stræbepiller sig, hvorimellem der sad høje spidsbuede vinduer. I en af pillerne på nordsiden var indbygget en snæver vindeltrappe, der førte op til tagrummet over hvælvingerne. Oppe under taget løb en rigt udsmykket muret gesims. Beskrivelserne af den oprindelige kirkes indre og ydre bar ifølge klosterhistorikeren Vilhelm Lorenzen (1920) præg af »En enkel og gennemkultiveret Klosterkirke, opført efter en samlet, konsekvent fulgt Plan.« Derfor troede han ikke på formodningerne om, at byggeriet havde stået på siden 1275, men snarere, at projektet først var gået i gang efter bygherrens tronbestigelse i 1320. Muligvis var det dog kun kor og apsis, der stod opført ved indvielsen i 1323, hvorefter skibet er kommet til umiddelbart efter. Mindre forskelle i detaljerne ved de to vestligste fag af skibet skulle angiveligt indikere en mulig - men formentlig kun kortvarig - pause i opførelsen af skibet.

Klosterkirken skulle med tiden komme til at danne nordfløjen i et firfløjet klosteranlæg, som det til dels var kutyme hos Prædikantordenen - om end mere hos de gamle ordener. Det er dog mest sandsynligt, at kirken i første omgang kun er blevet suppleret med en østfløj, antageligt et hus i to stokværk, hvor brødrene havde deres læse- og soveceller på førstesalen og mødesal (kapitelsal) i stuen. Muligvis førte en særlig “nattrappe” fra sovesalen ned til koret i kirken for at lette brødrenes vej til den natlige tidebøn. Den nordligste del af østfløjen rummede et til kirken tilknyttet sakristi, ligesom der formentlig har indgået et mindre rum til opbevaring af skrifter. Vi ved imidlertid meget lidt om denne østfløj, der muligvis blev revet ned umiddelbart efter reformationen i 1536. Dets eksistens kendes kun med sikkerhed gennem billeder og optegnelser fra den gamle kirke, hvor bygningsmæssige spor i kirkens sydmur bærer præg af en sådan tilbygning allerede fra kirkens første tid.

Den ældste bevarede del af sortebrødreklosteret er sydfløjen, der menes opført omkring 1400. Også denne fløj blev opført i to stokværk med et hvælvet loft i stuen, samt en endnu eksisterende kælder. Klosterets køkken og spisesal (refektorium) var muligvis placeret her i sydfløjen, hvilket bestyrkes af kælderen,  der sandsynligvis har været anvendt til forrådskammer. Der kan endda have været “indlagt vand”, idet en bæk muligvis var ført igennem østenden til gavn for både køkken, vaskerum og latrin; mange af middelalderens klostre havde et for samtiden uhyre veludviklet vandsystem. Derimod findes ingen arkæologiske spor efter en “manglende” østlig tredjedel af sydfløjen, der kunne have forenet denne fløj med østfløjen. Brødrenes mulige spisesal er ifølge teorien identisk med den nuværende klostersal. Fundamentet i kælderen støtter både i bogstavelig og overført betydning de seks genskabte hvælvinger, ligesom rekonstruktionen bekræftes af de sparsomme skriftlige oplysninger om byggearbejder i sydfløjen i 1700-tallet. Endelig svarer klostersalen i Holbæk til almindelig kendt indretning af sortebrødrenes sale i Danmark og udlandet. I den eksisterende del af sydfløjen har der i nordvæggen (ind mod gården) været tre store spidsbuede vinduer, akkurat som der nu findes i sydvæggen. Alle vinduerne gik øjensynligt længere ned, men at nordåbningerne ligefrem har dannet arkadeåbninger ud til fratergården og en korsgang er næppe sandsynligt. Refektoriets vægge har været udsmykket med kalkmalerier og draperier. Udformningen og anvendelsen af sydfløjens førstesal er ukendt, men Lorenzen formodede, at den var indrettet til munkeceller.

Den yngste del af klosteret er vestfløjen, der i sin nuværende skikkelse først kom til i starten af 1500-tallet. Også inden da har klosteret dog muligvis dannet et lukket anlæg, da vestfløjen kan have afløst et ældre hus eller en mur. Akkurat som sydfløjen var vestfløjen opført i to stokværk med hvælvinger i stueetagen; i begge fløje har hvælvingerne været prydet af kalkmalerier. Traditionelt blev vestfløjen i et kloster anvendt til lager og sovesal for lægbrødre, men hos sortebrødrene så man ligeså ofte vestfløjene anvendt til refektorium, skole og bibliotek. Fløjens relativt sene opførelse kunne harmonere med især de to sidste muligheder, da en mængde sortebrødreklostre rundt om i Europa i netop denne sene periode havde behov for udvidelser til studieformål. Desuden havde klosteret sin hovedindgang og portnerbolig i vestfløjen, nærmere bestemt i nordgavlen, skråt over for kirkens indgang. Også på førstesalen er der tegn på et stort og fornemt rum i sydenden med et imponerende (men nu tilmuret gavlvindue). Vestfløjen var omkring 3,3 m bred og godt 22 m lang i indvendige mål; ydermurene var en meter tykke, mens de indre skillemure har været omkring 70-80 cm tykke. I den overhvælvede underetage nåede rumhøjden op på 4 m ved hvælvenes toppunkt. Bygningens stueetage var inddelt i fem rum i hele bygningens bredde. I det nordligste rum har der været en spidsbuet døråbning i nordgavlen ud til pladsen foran kirken; dette har været klosterets hovedindgang for besøgende. Østmuren flugtede med kirkens vestgavl, og øst for muren løb en overhvælvet klostergang. med syv krydshvælv, hvis spor endnu anes i murværket. Under hvert af disse hvælv har der i klostergangens østmur ud mod gården været en spidsbuet arkadeåbning. Den nutidige skillemur på langs af vestfløjen er en genopmuring fra nyere tid, hvor man bl.a. har anvendt de gamle grundsten. Vestfløjens formentlig fladloftede overetage var omkring 2½ m høj. Den på langs gående skillemur i underetagen gik også op i overetagen. Bortset fra vinduerne og skillemuren haves der ingen sikker viden om overetagens indretning. Det er blevet foreslået, at der i hvert tilfælde ud mod vestmuren har været et antal celler svarende til antallet af vinduer. Langs østsiden af skillemuren har formentlig løbet en korridor, men om den er gået helt ud til østmuren eller der har ligget endnu en række celler her, er uvist. De nuværende kamtakkede gavle på vest- og sydfløjen stammer fra en ombygning i 1860’erne, men en tegning fra 1700-tallet viser, at tilsvarende gavle også fandtes inden da – i hvert fald på sydfløjen. På rekonstruktionstegningerne oven- og nedenfor har alle fløjene glatte gavle, men at de kamtakkede gavle faktisk går helt tilbage til sortebrødrenes tid er yderst sandsynligt, da sådanne gavle var meget populære i senmiddelalderens kirke- og klosterbyggeri.

Inden reformationen har sortebrødreklosteret i Holbæk således tilnærmelsesvis dannet et klassisk firfløjet anlæg omkring en ca. 16 x 16 m stor fratergård omkranset af en klostergang. Dog kan vi ikke være sikre på, at sydfløjen har gået helt hen til østfløjen. Koret i kirken har som nævnt været sammenbygget med den nu længst forsvundne østfløj, mens kirkens vestende med tiden blev bygget sammen med vestfløjen. Langs sydsiden af kirken løb efter alt at dømme en korsgang i to stokværk med klosterceller foroven, der engang efter reformationen omdannedes til et egentligt sideskib. Også på nordsiden blev der i løbet af 1400-tallet opført et sideskib. Begge sideskibe har været forbundet med hovedskibet gennem arkadebuer. Ifølge den historisk interesserede Holbækpræst J.H. Larsen (1847) var der endnu i hans tid rester af kalkmalerier i kirken fra middelalderen, både de traditionelle helgenbilleder og rækker af adelsvåbener, ikke ulig cisterciensernes klosterkirke i Sorø. Mange af dem var dog gået tabt siden reformationen, men bag alteret havde Larsen selv fundet et billede af en helgeninde, som han formodede var Sankt Katarina. Taget på hovedskibet blev forlænget ned over den nu efterhånden treskibede kirke, hvilket uvægerligt må have skadet lysforholdene inde i kirken. Det omtrent midtskibs placerede spir kendes først fra 1624, men kan udmærket have været et levn fra sortebrødrenes tid; mens den dominikanske byggetradition ikke tillod kirketårne, lagde den intet til hinder for klokkespir; et sådan kendes f.eks. fra sortebrødrenes klosterkirke i Ribe. I løbet af 1500-tallet kom våbenhuset ud mod Kirkestræde til. Indtil da havde byens borgere haft adgang til kirken gennem en port i vestgavlen.

Allerede fra byggeriets begyndelse må sortebrødrenes forehavende have skilt sig kraftigt ud i bybilledet. Hele klosteranlægget var opført i røde munkesten, mens de øvrige huse i middelalderens Holbæk var opført i bindingsværk, sjældent i mere end én etage og altid med stråtag - hvor både kloster og kirke havde tegltag. Udenom klosteret løb en ringmur, hvoraf der formentlig findes rester i den senere kirkegårdsmur (nutidens rødkalkede mur langs stien mellem klosteret og Netto). Hvis vi skal tro Resens Atlas fra 1670’erne (hvilket man gennemgående skal være forsigtig med, når det gælder detaljer), så havde ringmuren tre porte. På klosterets kirkegård, der lå øst for østfløjen, stod endnu i midten af 1800-tallet en del gamle linde- og asketræer. Syd for klosteret havde brødrene en urtehave. Der kendes hverken til herberg eller hospital ved vort sortebrødrekloster, men i givet fald har de været henlagt til separate bygninger uden for selve klosteranlægget.

Akkurat som i resten af Europas byer synes sortebrødrene længe at have nydt stor popularitet i Holbæk. En sådan succes viser sig ikke mindst ved de gentagne udvidelsesarbejder på klosteret og kirken, der må have været ganske bekostelige og ifølge ordenens vedtægter kun kunne finansieres gennem gaver fra de troende uden for klosteret. Blandt disse var dronning Dorothea, der i 1456 bidrog til en større udbygning af klosterkirken. I det hele taget tyder det på, at de største byggeprojekter ofte har haft kongelig støtte, hvorfor sådanne tiltag ikke udelukkende kan tolkes som tegn på sortebrødrenes opbakning hos de lokale. Udvidelserne må dog rimeligvis indikere en fortsat tilgang af novicer, samt et behov for en større kirke, der bedst forklares med en betydelig tilstrømning til gudstjenesterne udefra. Brødrenes prædikevirksomhed foregik således ikke kun i form af opsøgende tjeneste. Ordenens rummelige klosterkirker var modsat herreklostrenes kirker åbne for offentligheden - dog var der ikke adgang for kvinder undtagen ved særlige højtider. Her kunne byens mandlige borgere komme ind og overvære flere af de daglige tidebønner og den tilknyttede korsang, men brødrene holdt også deciderede prædikengudstjenester for verdsligheden. Langt hovedparten af sortebrødrenes kendte prædikener fra middelalderen handler om vigtigheden af at tilstå og angre sine synder, at forsone sig med sine fjender og være gavmild over for de fattige.

En ofte overset del af sortebrødrenes pastorale mission foregik uden for byerne, idet brødrene også vandrede ud på landet og prædikede for almuen i landsbyerne og adelen på hovedgårdene. Også hos landbefolkningen var der et stort og udækket behov for åndelig vejledning. Hvis den sekulære præstestands uddannelse og engagement lod noget tilbage at ønske i byerne, var forholdene bestemt ikke bedre på landet, hvor de tilknyttede sognepræster sjældent opholdt sig længere end højst nødvendigt - kun sjældent boede præsterne ude i deres sogne. Mange landsognes kirker var desuden administreret af de store domkapitler og herreklostrene, hvis kannikker og munke generelt synes at have foretrukket at udlicitere den pastorale tjeneste til andre. Muligvis var sortebrødrene blandt disse “licenstagere”, om end der ikke haves kendte eksempler derpå. Derimod vides det, at brødrene ofte blev inviteret af sognepræsterne og kirkeejerne til at prædike ude i de lokale kirker for sogneboerne. Til gengæld ville bønderne skænke brødrene friske naturalier til klosterets forrådskældre. Også landadelen i Danmark synes at have fundet behag i sortebrødrenes besøg og begunstiget dem med gaver, eftersom sortebrødrekirkerne i Århus og Holbæk var udsmykket med en række adelige våbenskjolde. I Norden blev sortebrødrene tilsyneladende særligt tæt knyttet til fiskere og søfolk. Dette hang formentlig sammen med, at brødrene ofte selv måtte sejle for at rejse rundt mellem klostrene, ligesom en betydningsfuld del af deres målgruppe i byerne (der næsten alle lå ved havet) var købmænd og handelsskippere - især tyskere, der ikke var videre knyttet til sognekirkerne.

Listen over kendte gaver til prædikebrødreklosteret i Holbæk er ikke overvældende lang. I 1292 testamenterede Gyde Bang (søster til Roskildebispen Peder Bang) 53 gyldne penninge til lige deling imellem prædikebrødrene i Holbæk og franciskanerne i Kalundborg, og i 1307 arvede konventet et mindre pengebeløb efter Jon Litles enke Cecilia. I 1350 fik “prædikebrødrene i Holbæk” en læst korn af Roskildebispen Jakob Poulsen, mens brødrene i 1398 modtog en mark sølv af Yda Pedersdatter, om hvem vi intet andet ved, end at hun var enke efter en Thorkild Nielsen. Den største kendte gave kom fra dronning Dorothea (1430-1495), der i 1456 skænkede brødrene 100 lybske mark, en alterdug, en messekåbe og en gård i Holbæk By “sønden ved Torvegaden”; til gengæld skulle sortebrødrene læse en daglig messe for hende. I 1477 kunne klosterets prior kundgøre, »..at man fra Fru Birgitte af Atterup, Christiern vam Haghens Efterleverske, har modtaget 40 mark for de 20 rhinske gylden, som Christiern gav for sit lejersted i klosterkirken.« Også mange andre fornemme personer synes at have søgt sortebrødrenes bistand til at slippe lettere igennem Skærsilden. Således blev lensmændene Verner Parsberg (†1484) og Markvar Tidemand (†1549) begravet i klosterkirken og fik sat ligsten i koret eller midtergangen. Også flere fornemme adelsfruer blev i slutningen af senmiddelalderen gravsat under ligsten i klosterkirken. Denne skik blev i øvrigt fortsat længe efter reformationen. Den sidste kendte gave til klosteret kom fra Christina Eriksdatter Rosenkrands i 1509. Hun var enke efter lensmanden Jørgen Rud og testamenterede to pund korn til sortebrødrene.

I starten af 1500-tallet blev især tiggerbrødrene genstand for reformationens opgør med den katolske kirke. Reformerte præster fik vendt folkestemningen imod sortebrødre og gråbrødre i de danske købstæder. Den protestantiske reformbølge nåede først til Jylland, hvor både sortebrødrenes og gråbrødrenes klostre begyndte at lukke sidst i 1520’erne. Man kan formode, at de sjællandske klostre i en periode har fået tilkomst af fordrevne jyske og skånske brødre, inden også klostrene på Sjælland måtte forlades. Det katolske Sjælland blev i tiden op til reformationen ledet af biskop Lage Urne, og indtil hans død i 1529 var øen relativt upåvirket af de nye reformerte strømninger. Luthers tanker nød rimeligvis voksende sympati hos borgerkredse i de større sjællandske byer, navnlig i København, men indtil starten af 1530’erne gik de sjællandske protestanter stille med dørene. Fra reformationsårene er der beretninger om, hvordan adels- og borgerfamilier tog gaver tilbage fra gråbrødre- og sortebrødreklostre, som deres forfædre havde skænket tiggerbrødrene til gengæld for gravpladser og sjælemesser i klosterkirkerne. Familiernes handlinger behøver dog ikke udelukkende at opfattes som et angreb på tiggerbrødrene, idet de kongelige lensmænd i Jylland var begyndt at konfiskere klostrenes værdigenstande; hvis ikke stormandsfamilierne selv tog slægtens gaver tilbage i tide, ville kongen gøre det. Reformationen ramte for alvor de sjællandske tiggerbrødre i 1531-32, hvor gråbrødrene i Køge, Næstved og Kalundborg blev fordrevet og klostrene plyndret. Samme skæbne overgik i de følgende år også de sjællandske sortebrødre. Religionskampene var en del af den store danske tronkrig kendt som Grevens Fejde. Hovedmanden på den katolske side var grev Christoffer af Oldenburg, der gik i land på Sjælland den 22. juni 1534. Få dage efter havde borgerne i Roskilde og Køge sluttet sig til ham og en delegation blev sendt fra Holbæk til grevens hovedkvarter i Køge, hvor byens udsendinge den 30. juni modtog et greveligt beskærmelsesbrev på linie med mange andre sjællandske købstæder. Også sortebrødrene i Holbæk fandt det sikrest at anskaffe sig et beskærmelsesbrev fra greven. I starten af 1535 indtog grev Christoffers styrker de kongelige fæstninger i NV-Sjælland, men hen på foråret ankom Christian III og Johan Rantzaus hær fra Jylland. Akkurat som de øvrige sjællandske provinsbyer hastede borgerne i Holbæk nu med at sende en ny delegation kongen i møde, og i juli 1535 modtog byen nok et beskærmelsesbrev fra den protestantiske konge – men dette var ikke en mulighed for sortebrødrene.

Allerede inden kongens styrker var kommet til Sjælland, indså sortebrødrene, at deres tid i Holbæk var forbi. I to bevarede afståelsesbreve skænkede prior Hans Pedersen med konventets samtykke klosterets bygninger til byen, »..at nytte, bruge og beholde til deres bys nytte, gavn, bygning og forbedring, i hvilken måde de kunne, og holde et hus til fattige syge folk, der de kan hvile i.« Det første brev bærer priorens og konventets segl, men er ikke dateret. Det er det andet brev, udstedt den 24. februar 1535, som foruden prioren og konventets segl også bærer seglet for provincialprioren, Prædikantordenens nordiske overhoved.  Snarere end fysiske overgreb synes det at have været mangelen på den for tiggerbrødrene så livsnødvendige økonomiske støtte, der tvang brødrene ud af Holbæk. I det første brev angives årsagen som »..den store armod og fattigdom, som vi fattige mænd er nu påkommet…«, mens afståelsen i slutningen af det andet brev forklares således: »Dette kendes vi at have gjort ikke af lyst eller kæde (fornøjelse), men af stor sorg og drøvelse, tvang og nød, og overvættes stor fattigdom og armod, så at vi ingenlunde kan det længere holde, som mangen mand vitterligt er…«.

Der haves ingen viden om, hvor de danske sortebrødre rejste hen, men det har været småt med andre tilflugtssteder i Norden. Hvis de nordiske sortebrødre herefter ønskede at fortsætte tilværelsen under den romersk-katolske kirke, måtte de rejse til Skotland, Belgien, Polen, Sydtyskland eller endnu længere sydpå. Fra flere danske byer findes imidlertid eksempler på, at tidligere tiggerbrødre blev reformerte sognepræster.